 |
 |
|
Krat
i Frederiksberg Have
Normalt
forsøger gartnerne at holde revl og krat væk fra plæner,
stier og pladser i Frederiksberg Have, men fra og med lørdag
den 28. august får fremmedelementerne frit spil i haven i skikkelse
af kunstudstillingen KRAT.
I anledning af Frederiksbergs Haves 200 års jubilæum som
romantisk landskabshave har Slots- og Ejendomsstyrelsen og Det Kgl.
Danske Kunstakademi besluttet at lade 11 kunststuderende invadere
den gamle have med deres ukonventionelle kunstværker.
Med titler som Picnickurv, Rutschebane, Shriek og Sentenser rusker
kunstværkerne haven op af sin 200 års tornerosesøvn
og udfordrer 1800-tallets romantiske formsprog med nutidens urbane
udtryksmåder.
Publikum skal ikke løse billet til en kunstudstilling i traditionel
forstand. På den gratis morgenløbetur eller aftenspadseretur
gennem haven vil publikum støde ind i uventede syn og oplevelser,
der med udgangspunkt en nutidig referenceramme supplerer den romantiske
haves gammelkendte overraskelsesmomenter, såsom Apistemplet,
vandfaldet og Det Kinesiske Tehus.
I alt 11 kunstværker lurer på uventede steder i havens
indre. Plasticflagermus, en talende taske, løsrevne sætninger
og en paradisisk ø er blandt overraskelserne. Et enkelt af
værkerne kan kun opleves på udvalgte dage i sammenhæng
med havens eksisterende aktiviteter.
Mere skal ikke røbes her. I forbindelse med udstillingen udgives
en folder, som viser kunstværkernes placering i haven samt kunstnernes
egen beskrivelse af deres værker. Folderen vil være tilgængelig
i haven fra udstillingens start den 28. august. Udstillingen løber
frem til den 30 september.
Kratpdf
Tilbage |
 |
 |
|
|